Priser, betaling og tilskud

Skolepenge:
Der betales skolepenge i 12 måneder, med forfald den 5. i måneden. Skolepengene opkræves over PBS. Bestyrelsen justerer skolepengebetalingen hvert år med virkning fra januar. Følgende års ændringer i skolepenge forelægges for generalforsamlingen i april.

Inkluderet i skolepengene er betaling for SFO’en, lejrskoler og undervisningsmaterialer. Der betales det samme i skolepenge uanset om man går i 0.klasse eller 9. klasse, idet vi ser skoleforløbet som en helhed. Ved indmeldelse på skolen indbetales et depositum svarende til én måneds skolepenge. Beløbet modregnes i juli, når eleverne slutter i 9. klasse.

For førskoleelever (Spirer) som starter i juni, er der ingen søskendemoderation, dvs. der betales fuld pris i juni og juli.

Skolepengene pr. 1. januar 2024:
1. barn kr. 1.830,-
2. barn kr. 1.465,-
3. barn kr. 1.110,-
4. barn gratis

Begge forældre hæfter for betaling af skolepenge og bedes holde sig orienteret om takster og betingelser. Ved udmeldelse betales skolepenge for indeværende + efterfølgende måned (løbende måned + 1).

Fripladstilskud:
Der er mulighed for at søge tilskud til betaling af skolepenge (delvis friplads) over skolens fripladspulje. Friplads søges på et skema der udsendes fra kontoret til alle forældre over skolens intranet Viggo. Friplads tildeles efter husstandsindkomst i det skatteår der ligger forud for skoleåret, samt antallet af søskende.

Befordringstilskud:
Har eleven adresse udenfor Skagen kan søges befordringstilskud, ligesom skolen kan hjælpe med rejsekort til tog. Det samme gælder ved deltagelse i brobygning

Skolens statstilskud:
I Danmark har vi ikke skolepligt men undervisningspligt. Det betyder, at man som forældre kan vælge et andet skoletilbud end folkeskolen, fx en friskole eller privatskole. Disse skoleformer hedder under ét “frie grundskoler” og drives ud fra et selvvalgt værdigrundlag.

Udover det statstilskud som skolen modtager (ca. 76% af hvad en folkeskole får pr. elev) er der et krav fra Undervisningsministeriet om at forældrebetalingen udgør mindst 20% af skolens samlede indtægter.