Brovandeskolen
Brovandeskolens historie
Brovandeskolens historie er først og fremmest en historie om dybt engagerede forældre, der ville det anderledes og som kunne og ville investere tid, penge og kræfter på at få deres drømme om at skabe en skole med en anden tilgang til børn, end den de selv havde oplevet.
En grund blev lejet, gamle bygninger fra en skole i Århus blev indkøbt, skilt ad, fragtet til Skagen og derefter samlet. Inventaret fik skolen forærende af andre skoler, slidt, men brugbart. Undervisningsmaterialerne lavede man selv og endelig i august 1977 kunne Skagens første frie grundskole slå sine døre op for forventningsfulde børn og forældre.
Brovandeskolen har fra starten været en Lilleskole, der har sit pædagogiske udgangspunkt i reformpædagogikken, den anerkendende pædagogik og positive tilgang til mødet med andre mennesker som det bærende fundament i hverdagen. Børnene er i fokus, og forældrenes engagement og forskellige ideer var dengang som nu en ressource og kilde til inspiration for skolens personale og bestyrelse.
Fra den første spæde start på lejet grund og frem til i dag har Brovandeskolen udviklet sig til en god og stabil størrelse med gode klasse- og faglokaler, et undervisningstilbud der er helt i front og nogle flotte udearealer, hvor børnene kan lege og lære naturen og hinanden at kende.
Den gang som nu er skolens fundament at vise mod og engagement, at se muligheder hvor andre ser begrænsninger, samt at holde fast i skolens overordnede mål om at være et trygt og varmt miljø for et aktivt samarbejde mellem elever, lærere og forældre.